Undgå greenwashing: sådan kommunikerer du ansvarligt om bæredygtighed
Date and time
Lær at balancere mellem at fortælle de gode historier om ansvarlige tiltag i virksomheden og samtidig undgå at komme ud i greenwashing.
About this event
Kommunikation om bæredygtighed er en notorisk svær disciplin, for hvordan balancerer man mellem at fortælle de gode historier om ansvarlige tiltag i virksomheden og samtidig undgå at komme ud i greenwashing? Er det en løsning at holde historierne for sig selv, dvs. en strategi om greenhushing? Eller findes der en mellemvej?
I forbrugerombudsmandens seneste Kvikguide til virksomheder om miljømarkedsføring lyder det:
“Det er derfor meget vanskeligt at kalde et produkt mv. bæredygtigt uden at vildlede.”
Men hvad må man så?
Og hvad i alverden gør man, når man gerne vil positionere sig over for kunderne og skubbe til udviklingen? Det, sammen med eksempler på både god og (virkelig) dårlig bæredygtighedskommunikation, udforsker vi sammen på dette åbne arrangement, hvor I, kyndigt guidet af Tanja Gotthardsen, bliver hjulpet i gang med at strømline jeres sprog - og måske sågar også jeres indsatser.
Om oplægsholderen:
Tanja Gotthardsen er selvstændig rådgiver, foredragsholder og aktivist, og driver rådgivningsvirksomheden Continual. Hun arbejder i spændfeltet mellem ambitiøse virksomheder og kritiske forbrugere, og i samarbejde med bl.a. Forbrugerrådet Tænk og en række internationale NGO’er skubber hun på for progressiv lovgivning, der fremmer grøn omstilling såvel som social ansvarlighed.
Forløb om bæredygtighedskommunikation:
I forlængelse af det åbne arrangement "Undgå greenwashing: sådan kommunikerer du ansvarligt om bæredygtighed" , har du mulighed for at deltage i et kursusforløb på fire kursusgange omkring kommunikation om bæredygtighed, som Bæredygtig Herning afholder i samarbejde med Tanja Gotthardsen.
Kurset har til formål at hjælpe din virksomhed/organisation i gang med at udvikle jeres egen, interne parlør, som kan guide virksomhedens interne og eksterne kommunikation. Tanja Gotthardsen har på forhånd formuleret teksterne, så det blot skal tilpasses for, at I kan overføre det til jeres eget markedsføringsmateriale.
Det er helt uforpligtende at deltage i vores gratis event, og du bestemmer selv, om du derefter vil deltage i kursusforløbet.
Program for efterfølgende kursus:
- Onsdag d. 18. maj kl. 9.00-12.00: “Hvordan taler vi om bæredygtighed?” - Introduktion til det kommunikative samfundsansvar
- Onsdag d. 1. juni kl. 9.00-12.00: “Hvordan engagerer vi vores kunder?” Forventninger, adfærd og formidling
- Tirsdag d. 7. juni kl. 9.00-12.00: Bæredygtighedskommunikation i et europæisk og internationalt perspektiv: Sprogbrug, lovgivning og licensregler
- Onsdag d. 15. juni kl. 9.00-12.00: Fremlæggelse af parlør, erfaringsudveksling og forløbsafslutning
Vil du høre mere om kurset, eller er du i tvivl, om det er noget for dig? Så tag endelig kontakt til Programme Manager i Bæredygtig Herning, Bert Meijers på bm@baeredygtigherning.dk