DUELIGHED online informationsmøde | 9/2
Event Information
About this Event
Gratis infomøde for dig der drømmer om at lære at sejle - og ikke mindst at sejle sikkert. Her får du redskaber der både giver dig en tryg færd på havet og ikke mindst en sjovere oplevelse!
Hvad er et duelighedskursus:
På et duelighedskursus lærer du den basale teoretiske og praktiske viden til at begå dig på havet i en sejlbåd. Dette indebærer blandt andet viden omkring navigation, søvejsregler og praktisk sejlads, som er den obligatoriske del af et duelighedsbevis.
På et duelighedskursus hos mOcean tilbyder vi derudover muligheden for at opleve livet ombord på en sejlbåd til fulde. Kurserne afholdes over 6 dage, hvor man påmønstrer båden og sejler ud i Danmark for at lære de forskellige aspekter af sejlads. På denne måde er der rig mulighed for at prøve at sejle om natten, ligge for anker, lave mad under sejlads og opleve det tætte sociale fællesskab, der opstår ombord. Man får en smagsprøve på tursejlerlivets glæder og udfordringer.
Hvorfor et komprimeret 6 dages kursus:
Vi hos mOcean har en ambition om at udbrede glæden og kærligheden til havet, sejlads og sociale fællesskaber.
Ved at tilbyde kurset over 6 dage får man som elev en unik mulighed for at afprøve sejlads og livet ombord gennem flere dage, og dermed få fornemmelsen af, hvad tursejlads er. Desuden giver denne ramme muligheden for at afprøve flere facetter af sejlads såsom natsejlads, at sove på en ankerplads og at sejle længere ture.
Underviserne er hele tiden i nærheden, hvilket skaber mulighed for læring også uden for undervisningstimerne. Vores undervisere er erfarne sejlere og har været eller skal ud som fast besætning på en langturssejler båd. Sidst, men ikke mindst, er det sociale fællesskab i højsædet igennem denne uge, og der vil være rig mulighed for at skubbe til sine grænser samt at lære hinanden at kende på en måde, som vi ellers sjældent gør i en travl hverdag.
Alt dette giver en mulighed for at fornemme livet som tursejler, hvilket indebærer at alle får ansvarsområder, som afspejler den struktur, der normalt er på turbåde. Man får dermed mulighed for at smage på livet på langtur, samtidig med at man kommer hjem med et duelighedsbevis.